Denmark DA
Skift land

Dækpleje

En dækekspert, der foretager en inspektion – kontrollér mønsterdybden regelmæssigt

Sådan kontrollerer du dine slidbaner

Regelmæssig kontrol af slidbanerne er en vigtig del af vedligeholdelsen af din bil. Ujævn slitage, skader og andre synlige forandringer kan være tegn på mulige problemer med dine dæk eller din bil. Jo hurtigere du finder eventuelle problemer, desto hurtigere kan du få hjælp af en fagmand. Du bør efterse alle fire dæk mindst hver måned samt før og efter lange køreture.

Du kan se slidbaneindikatorerne: Dæk har striber af hård gummi, som først bliver synlige, når dine slidbaner er slidt ned under et vist sikkerhedsniveau. Når du ser dem, bør du købe et sæt nye dæk. Du kan finde ud af, hvor dine slidbaneindikatorer er, ved at kigge på siden af dækket.

Din mønsterdybdemåler viser overdreven slitage: Det er en god idé at købe en billig mønsterdybdemåler, så du kan kontrollere, at dine dæk overholder minimumkravet. Ifølge EU-lovgivningen skal et dæk mindst have en mønsterdybde på 1,6 mm hele vejen rundt om dækket for at være sikkert at køre på. Fulda anbefaler, at du har en dybde på mindst 4 mm på vinterdæk. Når du kontrollerer dybden, skal du sørge for at måle både inderst og yderst på slidbanerne.

Du finder fremmedlegemer, der sidder fast i slidbanen: Små genstande kan komme til at sidde fast i slidbanerne. De gør ikke altid skade, men de skal altid tages alvorligt. Hvis de sidder fast i rillen, skal du sørge for at fjerne dem forsigtigt. Men hvis det ser ud til, at noget har gennemtrængt gummiet, skal du lade det sidde og køre til et værksted, hvor du kan få hjælp af en fagmand.

Du konstaterer overdreven slitage på dækkets yderside: Dit dæks slidmønstre kan være tegn på problemer med dæktrykket. Hvis du kan se, at dine dæk er slidt langs kanterne, skal du kontrollere dæktrykket og søge efter mulige lækager. Dæk mister lufttryk naturligt (og dobbelt så hurtigt i sommervarmen), men hvis du kører på dæk med for lavt tryk, bruger bilen mere brændstof, og det kan øge risikoen for ulykker. Hvis du bemærker, at det kun er fordækkene, der har slidte kanter, kører du muligvis for hurtigt gennem sving og kurver.

Dækkene er slidte midt på slidbanen: Overdreven slitage midt på slidbanen kan være tegn på for højt dæktryk. At pumpe for meget luft i dine dæk kan øge risikoen for punkteringer. Det er vigtigt at pumpe dine dæk op i overensstemmelse med producentens specifikationer. Brug en dæktryksmåler, og pump op til det relevante niveau.

Ujævn slitage på slidbanen på et enkelt dæk: Dine slidmønstre betyder nogle gange, at der er problemer med din bil. Ujævne pletter eller blankslidte områder kan betyde, at det er på tide at få hjulene afbalanceret eller sporet. Blankslidte områder kan også være tegn på slidte støddæmpere. Hvis du bemærker slitage af denne type, skal du få en forhandler eller et værksted til at udføre en fejlsøgning.

Dækkene slides ikke jævnt: Din bils forende udfører det meste af styrearbejdet, og derfor slides dine fordæk hurtigere end dine bagdæk. Men hvis du mener, at dine for- eller bagdæk slides mere end de burde, er det en god ide at få en fagmand til at kontrollere din affjedring. Hvis der er større slitage på den ene side af bilen end den anden, skal du undersøge, om det er tid til at få hjulene sporet.

Der er et savtakket mønster (hæl/tå-slitage) på dækkenes kanter: Det er et andet tegn på, at du måske skal have dine hjul sporet. Et savtakket eller flosset mønster (hæl/tå-slitage) omkring kanten af et dæk skyldes sandsynligvis forkert slid mod vejen. Tal med en forhandler eller et værksted.